Dansk Militært Idrætsforbunds mesterskaber i landevejscykling 2015.

Fredag, 05. juni 2015 12:50 Preben Hein
Udskriv

IMG 5594
På billedet fra venstre ses Henrik, Ann, Preben, Helle og Eigil.

Onsdag den 3. juni 2015 havde Jydske Dragonregiments Idrætsforening fem af sine medlemmer til start ved Dansk Militært Idrætsforbunds mesterskaber i landevejscykling i området omkring Dronninglund Storskov.

 

De 65 deltagere som var fordelt i flere aldersklasser/distancer havde et super cykelvejr med periodevis solstrejf, 13 graders varme og et blæsevejr tæt på orkanstyrke (hvor bliver den danske sommer af).

Arrangøren var igen Aalborg Kaserners Idrætsforening som i år genbrugte sidste års rute, på ca. 20 km pr. omgang, med minimal trafik og tilpas stigninger til de hungrende og forblæste cykelryttere.

I kvindeklassen blev Ann og Helle individuelt præmieret med en anden og tredjeplads. De to seje kvinder blev med deres individuelle resultater også vindere af holdmesterskabet og blev på behørigt præmieret.

I superveteranklassen fik Eigil en individuel placering som nr. fire og Preben kæmpede sig til en sjetteplads. De to ældre herrer blev med deres individuelle resultater nr. to i holdmesterskabet og blev også behørigt præmieret.

Henrik deltog i veteranklassen og fik en flot placering som nr. tolv i et meget stærkt besat felt.

Det er JDRI cykeludvalgs håb, at der vil være endnu flere JDRI deltagere næste år, når der igen skal dystes inden for denne fortsat fremadstormende sportsgren. Arrangør af næste års DMI landevejscykelløb bliver Søværnets Idrætsforening i Frederikshavn. Så glæd jer allerede nu til nye udfordringer.


Med sportslig hilsen

Preben
Landevejscykeludvalget

Share